1887

De menneskeretlige rammer for kontakt-og opholdsforbud

image of De menneskeretlige rammer for kontakt-og opholdsforbud

I rapporten beskrives de menneskeretlige rammer for at pålægge kontakt- eller opholdsforbud, med henblik på at forebygge chikane eller kriminel adfærd over for en tidligere partner. Det udledes, hvilke grænser Den Europæiske Menneskerettighedskonvention sætter for kontakt- eller opholdsforbud i de nordiske lande. I udredningen betones, at det ikke har nogen betydning i forhold til den menneskeretlige vurdering, om kontakt- eller opholdsforbud bliver pålagt strafferetligt eller forvaltningsretligt. I lyset af retspraksis fra den Europæiske Menneskerettigheds Domstol kan kontakt- og opholdsforbud lovligt begrundes i hensynet til andres rettigheder og friheder, kriminalitetsforebyggelse og/eller den offentlige orden. Det afgørende vil normalt være en nødvendighedsvurdering, og det udledes ud fra retspraksis, hvilke kriterier, der er relevante at inddrage i denne vurdering.

Danish

.

Kort om øvrige konventionsbestemmelser

En stor del af de begrænsninger i bevægelsesfriheden, der er nævnt ovenfor som værende omfattet af TP4-art. 2, vil også kunne karakteriseres som indgreb i en persons privat-eller familieliv efter EMRK art. 8. Dette vil eksempelvis være tilfældet for så vidt angår bopælspligt, meldepligt, forbud mod benyttelse af mobiltelefon og andet elektronisk udstyr, forbud mod at frekventere bestemte restauranter, barer, diskoteker mv. Det samme gælder kontakt- og opholdsforbud, uanset om sådanne foranstaltninger kombineres med elektronisk kontrol eller ej. Alligevel ses der ikke i retspraksis at være eksempler på, at EMD har behandlet en sag vedrørende præventive foranstaltninger alene efter EMRK art. 8. Tilsvarende ses der ikke at være retspraksis, hvor præventive foranstaltninger er bedømt efter såvel TP4-art. 2 som EMRK art. 8. I stedet er der flere eksempler på, at EMD – antageligt ud fra lex specialis-betragtninger – har indledt med at foretage en prøvelse efter TP4-art. 2 for derefter at bemærke, at det ikke er relevant tillige at foretage en vurdering af foranstaltningerne i lyset af EMRK art. 8. EMD har i hovedparten af disse sager konkluderet, at TP4-art. 2 var krænket. Det var dog ikke tilfældet i Landvreugd og Olivieira mod Holland, hvor EMD som nævnt fandt, at det var i overensstemmelse med TP4-art. 2 at udstede et 14-dages forbud mod ophold i en bestemt del af Amsterdam til to narkomaner. I forlængelse af denne konklusion fandt EMD ikke anledning til at foretage en separat stillingtagen til EMRK art. 8, da ”the applicant’s complaints under Article 8 of the Convention essentially coincide with his complaints under Article 2 of Protocol No. 4”.

Danish

This is a required field
Please enter a valid email address
Approval was a Success
Invalid data
An Error Occurred
Approval was partially successful, following selected items could not be processed due to error