Finansaftalelov

Perspektiver for Norden og EU

I rapporten diskuteres – med udgangspunkt i erfaringerne med den norske finansaftalelov fra 1999 – behov og muligheder for en lignende finansaftalelovgivning i de øvrige nordiske lande samt fællesnordiske initiativer angående europæisk finansiel forbrugerbeskyttelseslovgivning. I første del af rapporten peges på fordele og ulemper ved sammenhængende sektorspecifik beskyttelseslovgivning bestående af forholdsvis præcise beskyttelsesregler sammenlignet med en retstilstand, hvor reglerne udelukkende eller i vidt omfang beror på generalklausuler/god skik regler og almen kontraktlige principper m.v., der på visse områder suppleres af fragmentarisk sektorspecifik lovgivning. Rapportens anden del angår den europæiske forbrugerbeskyttelse i banksektoren. På grundlag af en oversigtsmæssig gennemgang af den bestående EU- regulering og en kort omtale af de væsentligste EU-initiativer, der er under forberedelse på området, peges på forskellige spørgsmål angående fællesnordiske initiativer med henblik på påvirkning af den EU-retlige finansaftaleregulering i almindelighed og de verserende direktivforslag.

Danish