Table of Contents

  • I disse år opstår flere og flere markeder som følge af liberaliseringer af tidligere offentlige monopoler. Telesektoren blev liberaliseret i 1990’erne og andre forsyningstjenester som energi, transport og post følger efter. Et velfungerende og konkurrencedygtigt energimarked med gode forbrugervilkår har stor betydning for den enkelte forbruger, for virksomhederne og for samfundsudviklingen i helhed. I de nordiske lande er liberaliseringen af energisektoren forløbet i varieret tempo, ligesom landene har anvendt forskellige løsningsmodeller i overgangen til et frit marked.

  • Forsyning med elektricitet er i løbet af de sidste ti år blevet liberaliseret i de nordiske lande – først i Norge i 1991 og sidst i Island i 2003. Efter liberaliseringen kan forbrugeren vælge den elleverandør, der tilbyder de mest attraktive priser og leveringsvilkår. Dette har givet forbrugerne nye muligheder for at påvirke deres elregning, men har også givet anledning til nye problemer.

  • Forsyning med elektricitet er i de sidste ti år blevet liberaliseret i de nordiske lande. Liberaliseringen kom først i Norge i 1991, siden i Finland og Sverige i 1995 og 1996, i Danmark i 1999 og sidst i Island i 2003.

  • Det må formodes, at elforbrugets størrelse spiller en rolle for forbrugernes interesse i at benytte sig af de nye muligheder for selv at vælge sin leverandør, som liberaliseringen giver. Det skyldes, at der altid vil være omkostninger forbundet med at søge information om alternative leverandører og produkter og med at gennemføre et skifte. Da disse omkostninger er ens for forskelligt elforbrug, vil det bedre kunne betale sig for en stor end for en lille forbruger at kaste sig ud i forehavendet.

  • Pris og kvalitet regnes normalt for de centrale parametre for en forbrugers vurdering af en vare. Som følge af det fælles forsyningssystem og dets tekniske indretning er det i dag nødvendigt at levere al el med samme kvalitet. I fremtiden er det realistisk at forestille sig, at elselskaberne også udbyder el med forskellig forsyningskvalitet. Forbrugerne kan indgå en kontrakt, hvor de mod nedsat betaling giver elselskabet lov til at afbryde forsyningen på tidspunkter, hvor det samlede system er under pres. I kontrakten kan tillige indgå, at elselskabet styrer brugen af visse apparater (f.eks. vaskemaskiner) til tidspunkter, hvor elprisen er lav. Dette kræver dog installation af mere avanceret målerudstyr med mulighed for tovejskommunikation mellem elselskab og forbruger. Indtil videre er prisen derfor den vigtigste parameter.

  • Liberaliseringen af elmarkedet startede i Norge i 1991 og bredte sig til de andre lande i det følgende årti. De norske erfaringer med organiseringen af det nye marked fik stor indflydelse på de andre landes valg af liberaliseringsmodel, således at man i dag kan tale om en nordisk model. Hovedelementerne i denne model er følgende

  • Indtil liberaliseringen var elsektorens selskabsstruktur stabil over mange år, hvilket var forskelligt fra udviklingen i mange andre brancher. De nordiske lande havde før liberaliseringen en meget decentral struktur på distributionssiden (produktionen var stærkt koncentreret i alle lande på nær Norge) med flere hundrede selskaber. Elforbrugeren var således vant til at have det samme lokale selskab som sin leverandør. Kommunale selskaber var den største ejergruppe med private aktieselskaber og andelsselskaber som de andre. Store aktieselskaber kunne både tilhøre forskellige industrigrupper eller som NESA i Danmark og Sydkraft i Sverige være kommunalt ejede. De statslige selskaber, Fortum i Finland og Vattenfall i Sverige drev også distributionsvirksomhed.

  • Tidligere havde forbrugerne en standardkontrakt med deres lokale distributionsselskab, som omhandlede forhold vedrørende leveringsforpligtelse, fakturerings- og betalingsvilkår, manglende betaling samt erstatning ved strømsvigt. Denne kontrakt er i dag afløst af flere kontrakter og efterhånden med bestemmelser, der sigter på at regulere forholdet mellem forbrugere og elselskaber under de nye markedsforhold. Denne udvikling er kommet længst i Norge og Sverige, medens den endnu er på begynderstadiet i Danmark. Diskussionen vil først blive relevant for Island, efter at der i 2007 er indført tredjeparts adgang for alle forbrugere.

  • Efter liberaliseringen kan en forbruger vælge at blive aktiv på elmarkedet eller kan passivt fortsætte som hidtil. De passive forbrugere fortsætter med ”indtil videre” kontrakten hos deres lokale elselskab, medens de aktive enten forhandler en anden kontrakt med det lokale elselskab eller vælger en anden leverandør. Når elprisen gennemgående er højere for ”indtil videre” kontrakter, kan det også skyldes, at elselskabet opfatter disse forbrugere som passive og derfor som de facto monopolkunder.

  • Hvis det er dyrt eller på anden måde besværligt at skifte leverandør, vil kun få gøre det. En smidig organisering af leverandørskift er derfor meget vigtig for, at det liberaliserede elmarked kommer til at fungere efter hensigten. Ideelt set skal det være muligt for forbrugeren at henvende sig til en ny leverandør, der så ordner alt det fornødne, hvilket omfatter meddelelser til den hidtidige leverandør og til netselskabet om skiftet. På grund af de særlige fysiske krav til et elsystem – konstant balance mellem produktion og forbrug – skal der også findes en balanceansvarlig for hver forbruger. Netselskabet står for den nødvendige måling af elforbruget, ligesom det fysisk skal afbryde forbindelsen ved misligholdelse af kontrakten. Endelig er det i nogle lande netselskabet, der har forsyningspligten. Det er derfor vigtigt, at der er en standardiseret og velfungerende procedure for autorisation og informationsudveksling.

  • Det er fremgået af de foregående afsnit, er den dominerende betalingsordning for de nordiske forbrugere er kvartalsvis a conto på grundlag af skønnet forbrug. Dette er en fortsættelse af den traditionelle betalingsform, hvor elforbruget typisk blev aflæst en gang om året, hvorefter overeller underdækning i forhold til det faktiske forbrug blev modregnet i næste faktura. Tidligere aflæste elselskabet måleren, medens det i dag er blevet almindeligt med selvaflæsning, hvis resultat indsendes til netselskabet på en særlig blanket, via telefon eller Internet.

  • For en forbruger, der skifter elleverandør, er der både informations- og bytteomkostninger. Hvis forbrugeren skal have glæde af det frie leverandørvalg, skal disse omkostninger være lave. Det er også vigtigt for at få markedet til at fungere, hvilket i sig selv bidrager til at sikre forbrugerens stilling. Skabelonsystemet blev indført for at minimere bytteomkostningerne. El er en standardvare, hvor de forskellige leverandørers produkter er ens og opfylder det samme behov hos forbrugeren. Denne kan derfor ikke forventes at bruge lang tid på informationssøgning – og slet ikke, hvis der ikke er udsigt til betydelige besparelser.

  • Det er almindelig forretningsstrategi at fremme salget af en virksomheds kerneprodukt ved at bundte det med andre produkter. Det gælder også for salg af el. Det er dog meget forskelligt, hvad der lægges i begrebet – det kan have tættere eller fjernere tilknytning til kerneproduktet, levering af el. Bundtning kan både praktiseres af netselskabet og af elleverandøren.

  • Tidligere var forholdene ret enkle for en forbruger, der var utilfreds med sit elselskab. Det var ikke som på andre markeder muligt at vælge en anden leverandør i stedet. Forbrugeren kunne klage til selskabet over de utilfredsstillende forhold, og hvis dette ikke løste problemet, til de statslige energi- og forbrugermyndigheder. Da elselskabet som regel var et lokalt, kommunalt eller forbrugerejet selskab, havde utilfredse forbrugere tillige adgang til at udøve politisk pres og til at bruge sin indflydelse som ejer.

  • Bortset fra Island har forbrugerne i de nordiske lande i dag adgang til frit at skifte leverandør eller til at forhandle en ny og bedre kontrakt med den hidtidige leverandør. De nordiske forbrugere benytter sig af denne adgang i meget forskelligt omfang. De norske og svenske forbrugere har især i de sidste par år været meget aktive på det frie elmarked, medens de danske og finske har været meget passive. Det er måske ikke så mærkeligt for de danske forbrugere, der først fik fri markedsadgang i 2003. For de finske forbrugere, der fik adgang samtidig med de svenske, er det mere overraskende, at de ikke i større omfang har benyttet sig af denne mulighed. De islandske forbrugere vil først i 2007 få adgang til at skifte leverandør